Han var skuespiller. Født 10/5 1910, død 23/5 1998 - 88 år gammel. Gift 1º i 1939 med skuespiller Bodil Kjer (1917-2003) - ægteskabet opløst, 2º i 1949 med skuespiller Helle Virkner (1925-2009) - ægteskabet opløst, 3º med skuespiller Nina Pens (1929-92). Far til skuespiller Martin Rode (1961-89), som han fik sammen med Nina Pens.
Efter at have arbejdet nogle år som bladtegner på Berlingske Tidende, debuterede han på Dagmarteatret i 1931. Året efter blev han knyttet til Det kgl. Teater og vakte interesse med en naturlig spillestil, som gjorde, at han kom til at repræsentere noget nyt og 'moderne'. Ebbe Rode blev hurtigt en af Danmarks mest populære yngre skuespillere. I 1956 valgte han at forlade nationalscenen og optrådte i de næste ti år ved skiftende teatre, både i København og provinsen. I 1965 vendte han tilbage til Det kgl. Teater og kom her først og fremmest til at spille en lang række af klassiske roller hos Ipsen, Molière, Holberg og Strindberg.
Ebbe Rode var aktiv på scenen i en høj alder og huskes fra karrierens sidste år især for opførelsen af "Kærestebreve" i samspil med Bodil Kjer.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Intet i Ebbe Rodes 58-årige filmkarriere har været helt ligetil. Han startede som matiné- og teenageidol, men manglede indre forudsætninger for at udfylde den romantiske helterolle. Siden blev han skurk - og ofte effektfuld, men uden det sidste tilskud af råstyrke i sine mest voldsomme roller. Han har været meget morsom i adskillige komedier, men i skyggen af den kvindelige stjerne (Marguerite Viby, Birgitte Reimer). Og da han som moden mand for alvor slog igennem som karakterskuespiller på teatret, blev der længere mellem hans ofte lidet inspirerende filmroller.
Alligevel er det blevet til en række betydelige præstationer, med kammertjeneren i "Harry og kammertjeneren" (1961) som den mest folkekære. Men Rode regnede med fuld ret sin desperado i "Kristinus Bergman" (1948) for en mindst lige så vigtig indsats, selv om den kendes af langt færre. Og han har guddommeligt inspirerede øjeblikke i komedier som "Frøken Vildkat" (1942), "Som du vil ha' mig -" (1943), "Jeg elsker en anden" (1946) og "Vi som går stjernevejen" (1956).br>
1940'erne blev Rodes store film-tiår, men han startede allerede tidligt i 1930'erne, særdeles uheldigt. Han gjorde sig efter eget udsagn ufrivilligt til grin i det kulørte melodrama "Tango" (1933), hvor primadonnaen Else Skouboe havde udset ham til at spille Tango Bars violinvirtuos og kvindebedårer Jossi - "ikke den lykkeligste idé, man kunne undfange," som Rode selv har formuleret det.
Han er mere kompetent som student i "Provinsen kalder" (1935), men både film og rolle er af lav kvalitet. Langt bedre på alle fronter er "Millonærdrengen" (1936), skrevet af Kjeld Abell og instrueret af det store stumfilmsnavn A. W. Sandberg. Her giver Rode ubesværet skarphed og styrke til den unge klassebevidste søn i den fattige, men frisindede familie, der tager den bortløbne millionær til sig.
Han står i stampe, ofte noget stivbenet, som kvaksalveren Carl Alstrups søn i "Den kloge Mand" (1937) og som klichéopfattelsen af en ung kunstmaler i "Balletten danser" (1938) - i sidstnævnte har han dog et glimtvis charmerende samspil med sin nybagte hustru Bodil Kjer.
Til gengæld er 1942 et sandt gennembrudsår med fire hovedroller, alle forskellige. I "Frøken Vildkat" (1942) er han den bebrillede tørvetriller over for Marguerite Vibys pep-pige og har herlige slapstick-øjeblikke: et gag med flyvske pengesedler er f. eks. en Buster Keaton værdigt. Hans berømte bandit Stenmåren i Bodil Ipsens og Lau Lauritzens "Afsporet" virker i dag noget gemacht og overspillet - i lighed med hans energiske titelrollespil i det Matador-lignende drama "Søren Søndervold", hvor han er en skrupelløs hævner og stræber, men fuld af haj-grinende charme som skalkeskjul for målbevidstheden. Det er en effektfuld folkekomedie-præstation. Endelig viser "Lykken kommer" hans sans for afslappet intim komedie: han er den forlystelsessyge unge nygifte, der lærer at værdsætte hverdagens simple glæder.
Han varierer sin tørvetriller i Johan Jacobsens underfundige komedie "Som du vil ha' mig" (1943), også her med flere øjeblikke af kostelig urkomik. Og 1944 bliver igen et stort år med ikke mindre end fem varierede roller. I "Familien Gelinde" (1944) er han tiltalende som kompromisløs ung kunstner og varm familiefar, mens hans fyrbøder i "Frihed, Lighed og Louise" (1944) trækkes lidt for hurtigt op af karikatur-skuffen. Til gengæld er der både nuancering og følelsesdybde i hans nænsomme arbejderportræt i Charles Tharnæs' baggårdshistorie "Spurve under Taget" (1944). Hans sjuft i episodefilmen "Otte Akkorder" (1944) males i grelle farver, mens hans jævne millionær i Tharnæs' romantiske komedie "To som elsker hinanden" (1944) lige modsat holdes i mellemtoner.
Rode var blandt de skuespillere, der gav tyskerne den koldeste skulder under Besættelsen, og efter et - af Frihedsrådet anbefalet - Sveriges-ophold var han selvskrevet til en rolle i den først udsendte danske modstandsfilm "Den usynlige Hær" (1945), skrevet af Knud Sønderby. Men den underspillede stil, instruktøren Johan Jacobsen anlægger, virker mere som en spændetrøje end som en inspiration i det neddæmpede portræt af den valne, virkelighedssky arkitekt, der til sidst griber til våben - selv om Rode har et godt øjeblik, hvor han instinktivt krymper sig, da en pistol smides på bordet foran ham.
I "Ditte Menneskebarn" (1946) går han til den anden yderlighed og tegner plattenslageren og skærslipperen Johannes med bred, grov pensel som den inkarnerede upålidelighed. En figur af betydelig, men udvendig effekt. Det klæder ham at være tilbage i komediegenren med Marguerite Viby i "Jeg elsker en anden" (1946), hvor han igen viser sine evner for slapstick i en virtuos fuldemandsscene.
Herefter kom en sort trilogi, der udgør hans bedste indsats i den alvorlige genre: Ole Palsbos "Ta' hvad du vil ha'" (1947), Astrid og Bjarne Henning-Jensens smukke, indtrængende film noir, "Kristinus Bergman" (1948) og Asbjørn Andersens "John og Irene" (1949). I alle tre film finder Rode en ny sammenbidt og næsten hårdkogt facon som forbitret outsider, der er involveret i forskellige grader af kriminalitet og hjemsøgt af indre dæmoner. På flere måder en hjemlig udgave ef Humphrey Bogart.
"Ta' hvad du vil ha'" lancerer ham som udspekuleret hævner, "Kristinus Bergman" som hærdet kupmager, "John og Irene" som desperat og til slut voldelig artist på turné med Bodil Kjer.
I denne filmtrio arbejder hans basale udstråling af intelligens for ham: disse forkrøblede eksistenser kunne have opnået en plads i solen. Bedst er hans Kristinus Bergman, tyst og bitter, besat af fortiden og af at gribe sin sidste chance. Lidt svagere hans John i John og Irene, hvor han ikke helt rammer figurens voldelige impulsivitet.
Efter at have været rigeligt frelst, men også troværdigt tænksom og ildfuld som den idealistiske vandrelærer i Grundlovsfilmen "For frihed og ret" (1949) går han til den modsatte yderlighed med to skurkeportrætter: i Charles Tharnæs' "Din fortid er glemt" (1950) og Johan Jacobsens "Nålen" (1951). De er ikke uefne, men ringe skrevet. Rode er dog betydelig mere skræmmende infam og sadistisk i Tharnæs-filmen end i "Afsporet". I trekantsdramaet "Firetyve timer" (1951) er han den ludkedelige ægtemand, Astrid Villaume er lige ved at bedrage, en kultiveret, underligt visnet præstation. Når den unge Rode bliver for sagtmodig, svinder han ind.
Fra nu af var der længere pauser mellem filmopgaverne. Han foretager en norsk udflugt med "Det kunne vært deg" (Vore små fejltrin, 1952), som fjerde hjul i filmens erotiske firkantdrama. Og genfinder lidt af sit gamle humør som verdensfjern videnskabsmand i Johan Jacobsens underholdende komedie "Vi som går stjernevejen" (1956). Her er Viby skiftet ud med Birgitte Reimer, og Rode har mod slutningen en meget grinagtig scene, hvor han kalder til orden under en kaotisk teaterpremiere. I den syrlige H. C. Branner-film "Jeg elsker dig" (1957) sidder han - som i "Firetyve timer" - fast i et kedeligt ægteskab, med det samme resultat: en småkedelig præstation.
Men igen redder en komedie ham: "Harry og kammertjeneren" (1961) gør Bent Christensen og Leif Panduro til et lunt moderne eventyr om klassernes forbrødring i det nye velfærds-Danmark, og Rodes kammertjener bliver folkeeje som en komisk-solidarisk fremstilling af åndsaristokrati med et menneskeligt ansigt.
I Peer Guldbrandsens "Det stod i avisen" (1962) er han atter tilbage i ægteskabsfælden, denne gang plaget af barnløshed med Berthe Qvistgaard. Guldbrandsen anviser adoptionsløsningen, med forlorent resultat. Rodes pondus og intelligens redder ham nogenlunde helskindet gennem Carl Th. Dreyers "Gertrud" (1964), hvor han er den fejrede digter Lidman og spiller sammen med sin daværende hustru Nina Pens Rode - hvis 'spille' ikke er for stærkt et ord om Dreyers stillesiddende, repliktyngede sofafigurer.
"Naboerne" (1966) er løssluppen parcelhuskrig med instruktøren Bent Christensen og forfatteren Leif Panduro i farcehumør - et fremskridt. Men ægteskabs-forbandelsen vender atter tilbage i Astrid Henning-Jensens pseudofølsomme trekantsdrama "Utro" (1966), hvor hans karklud af en gift litteraturanmelder forelsker sig i Lone Hertz' langt yngre psykologistuderende. Her gøres han handlingslammet i en grad, der ribber hans figur for interesse og sympati.
Hans sidste filmhovedrolle, spillet på engelsk, bliver den kultiverede jødiske familiefar Stein i Bent Christensens uspændende "Oktoberdage" (1970) om organiseringen af jødernes flugt til Sverige i 1943.
Han er Overclausen i tv-serien "Livsens Ondskab" (1972) efter Gustav Wied. Og i sin afsluttende birolle-aktivitet giver han menneskelighed og format til en kræfttruet sagfører i Panduros tv-spil "Anne og Paul" (1975), til en vævende chefredaktør i "Hærværk" (1977) og til en rektor i "Rend mig i traditionerne" (1979) - og skærer på eget initiativ sin replik i "Babettes gæstebud" (1987) ned til: "Halleluja!"
Til gengæld får han en hovedrolle i Birger Larsens og Lotte Tarps fine lille tv-film "Længe leve friheden!" (1994) om det korte møde mellem en små-senil gamling og en 8-årig pige på flugt hjemmefra. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Litteratur: Ebbe Rode: Åben dagbog fra et tiår (1957). Ebbe Rode: Møde med Albert Schweitzer (1959). Ebbe Rode: Troldguld (erindringer, 1958). Ebbe Rode: På stikord (1970). Ebbe Rode: Fodnoter i øjenhøjde (1977). Ebbe Rode: En brevveksling om det at være skuespiller (med Johannes Sløk, 1973). Niels Birger Wamberg (red.): Lys badet i skygger (erindringer, 1984).
Sanger, skuespiller. Født 27/10 1922, død 3/6 1998 - 75 år gammel.
Oprindelig uddannet som købmand, men fik i 1946 ansættelse i koret på Nørrebros Teater. Året efter debuterede han som operettesanger samme sted og herefter fulgte en lang række roller i populære stykker. I 1957 fik han ansættelse ved Det kgl. Teater som tenorsolist, men det blev bla. på grund af præstationsangst og en begyndende sceneskræk aldrig til de store partier. Poul Bundgaard udfoldede også sit talent i revygenren og indspillede en lang række plader. Hans sidste sceneoptræden fandt sted i 1980.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Rollen som den inkarnerede tøffelhelt Kjeld i 13 Olsen-bandefilm vejer tungest i Poul Bundgaards filmkarriere, der ellers er vidtfavnende og mangesidig som den folkekære mand selv. Bundgaard hævdede, at han ikke lignede Kjeld det mindste, men dementerede det gang på gang: han var et udpræget nervemenneske, der bebrejdede sig selv sit manglende mod. Frem for alt er han på film en langt blødere og mere labil tyk mand end sin konkurrent på feltet, Karl Stegger.
Bundgaard lægger et vældigt følelsespres i alle sin bedste filmpræstationer: "Jeg må følelsesmæssigt ned i helvede og op i skyerne, når jeg skal opleve en rolle, en figur. Jeg må mærke den helt ind til marven," udtalte han i 1966. Og hans store kriser som den evigt plagede og jagede Kjeld bliver ikke mindst morsomme og rørende, fordi de spilles ud som intense sjæledramaer i humoristisk småborgerperspektiv: den evigt følelsesbevægede Kjeld kommer aldrig let til noget.
I sine første fire film har han minimale, nærmest statistagtige roller; han skimtes allerede i "Teatertosset" (1944) og ses som fotografassistent i "Lise kommer til Byen" (1947) og som matros i "Støt står den danske sømand" (1948) med et par replikker i samspil med Ove Sprogøe. Sin første hovedrolle får han i det lommefilosofiske flop "Et eventyr om tre" (1954), hvor han spiller en figur, der synes inspireret af ham selv: en sangglad kommis. Han viser lidt af sin vitalitet, synger kønt nogle banale sange, men denne start kan ikke kaldes lovende.
Han er papir-ekspedient og halvskurk i en lidt større birolle i "Det er så yndigt at følges ad" (1954) og markerer sin selvironi i en lille rolle som en komisk operettesanger, der har mistet stemmen i Birgitte Reimer-filmen "Vi som går stjernevejen" (1956). Derefter går det sporadisk fremad i småroller. Hans evner som sanger udnyttes i "Poeten og Lillemor i forårshumør" (1961), hvor han er syngende bagersvend i selskab med bageren Dirch Passer, og han oplader også sin røst som en skibskok glad for våde varer i Annelise Reenbergs "Een pige og 39 sømænd" (1965) - en præstation, der fik rosende anmelderord.
Men ikke så mange som hans overraskende, springknivs-udstyrede skurk Kolick i Erik Ballings spionfilmsparodi "Slå først, Frede!" (1965), der blev hans gennembrud som karakterskuespiller. Med heftigt, men tøjlet temperament spiller en læderklædt Bundgaard dæmonien helt derud, hvor den bliver urkomisk i kontrast til Morten Grunwalds skødesløse jovialitet som Frede. En foregriben af samspillet i Olsen-banden, hvor Bundgaards Kjeld - med modsat fortegn - også er følelsesmennesket overfor for Grunwalds afglidende Benny.
Året efter har han en af sine bedste filmroller som de tre komtessers far, Grev Rambow, i Ebbe Langbergs vellykkede vaudevillefilm "Tre små piger" (1966) - han kan som få denne lidt altmodische stil på fingrene og er vittig og charmerende. Samme år kommer hovedrollen endelig - som kværulanten adjunkt Tvebo i Annelise Meineches "Soyas tagsten", hvor hans vitalitet er uimodstålig, da han får tagstenen i hovedet og springer ud som livsnyder. Bundgaard giver den hele armen, når han f. eks. kaster sig ud i ballet-positurer over et skrivebord og har tydeligvis ikke Balling til at graduere præstationen. Men selv en overspillende Bundgaard ligger milevidt over alt andet i filmen.
Tilbage hos Balling er han skæg og træfsikker som salvelsesfuld bagermester og værge for Daimi i "Jeg er sgu min egen" (1967). Den næste håndfuld biroller inden "Olsen-banden" (1968) er mindre bemærkelsesværdige.
Nu er det først og fremmest Kjeld, det gælder, blid, blød og hjerteskærende tvedelt, når han både skal tilfredsstille Kirsten Walthers bydende Yvonne og de to Bande-venner, der slider i ham for at få ham til at udføre væsensfremmede, risikable kup uden for hjemmets tryghed. Med gummisko og jordemodertaske og en naiv umiddelbarhed i alle reaktioner forankrer Kjeld Olsen-bandefilmene rent følelsesmæssigt. Hans pjokkede uskyld berøver deres aktiviteter reel farlighed og tilfører dem en fundamental menneskelighed.
Op gennem 1970'erne ligger Olsen-bandefilmene på et klart højere niveau end de fleste af de film, som Bundgaard ellers - lidt vel generøst - låner sit talent. Selv familie-sexstrimler med hard core-scener som Stjernetegnsfilmene medvirker det tidligere operahåb ved Det kgl. Teater gladeligt i. Unægtelig også en kontrast til et Olsenbande-højdepunkt som hans desperate kamp for at åbne en plastikindpakket SAS-menu op i "Olsen-banden går i krig" (1978). Komik i verdensklasse!
Men noget var på vej. Bundgaard ville være seriøs karakterskuespiller og blev det. I 1977 får han to roller, hvor han udvider registret kolossalt: som fremskridtsmanden Osborne, en blakket figur i Leif Panduros og Palle Kjærulff-Schmidts tv-film "Louises hus"; og som Den evige Kjær i Tom Kristensen-filmatiseringen "Hærværk", et drankerportræt, der fanger skyggen af mandens opløste format og derfor gør ham tragisk.
Og Bundgaard fortsætter i samme gode skure som Kirsten Olesens uforstående og uformående, men uendeligt velmenende far i Bille Augusts debutfilm "Honning måne" (1978). Her kommer hans stærkt emotionelle spil i særlig grad til sin ret, idet faderens scener ikke er lagt an på ydre dramatik, men på replikkernes undertekst og skuespillernes stumme udtrykskraft.
Han er sjov som den energiske, sangglade kapitalistskurk Multi-Max i Hans Kristensens komedie "Undskyld vi er her" (1980), og han har varme og smukke øjeblikke som den ensomme pensionist og privatdetektiv Hovard, der med metodisk alvor leder efter Tove Maës' ikke-eksisterende kat i Erik Clausens komedie "Felix" (1982). En hovedrolle, der dog ikke helt lever op til talentets styrke. Og det gør karikaturen af en konservativ politiker i "Midt om natten" (1984) slet ikke.
Hans sidste betydelige præstation kommer i Søren Kragh-Jacobsens og Hans Hansens tv-film "Livet er en god grund" (1985), hvor han som pensioneret stationsforstander, mild og stille, ses i samspil med Lily Weiding - igen en film, der suger næring af hans livgivende personlighed og fint dæmpede følelsesintensitet.
Hans sidste år var mærket af sygdom (sukkersyge) og flere hospitalsindlæggelser. Og hans optræden som Kjeld i kørestol i "Olsen-bandens sidste stik" (1998) kunne man sagtens have været foruden, for til Kjeld hører Kirsten Walthers Yvonne, som jo var lovligt forhindret. Bundgaard har dog en kønt sentimental scene, hvor han synger "To som elsker hinanden". Men det kan ikke bøde på det makabre i, at hans død midt under optagelserne medførte, at nogle af hans scener måtte laves med Tommy Kenter som stand-in og med Kurt Ravns stemme. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]